Sinopsis
Velkommen til Filmblast Podcast. Her kan du høre anmeldelser af alle de nyeste film på dansk blu-ray. Din vært: Martin Houlind.
Episodios
-
Ep. 104: Skammerens datter (2015)
26/08/2015 Duración: 13minSkammerens datter er en stort anlagt fantasy-film baseret på Lene Kaaberbøls ungdomsroman om en lille pige med overnaturlige evner. Hun kan nemlig se ind i folks inderste og har adgang til deres mest skamfulde minder. Skammerens datter er en børnevenlig miniudgave af Game of Thrones; den er bragende flot og skaber en smuk og uhyggelig fantasy-verden. Det er klart det som alle involverede har haft fokus på. Til gengæld halter skuespillet og til dels manuskriptet — og så hjælper de mange forskellige nordiske accenter heller ikke på forståelsen. Skammerens datter udkom på dansk blu-ray fra Nordisk Film d. 13. august. Hør mere om filmen i podcasten, og læs mere om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 103: Ups! Hvor er arken?
24/08/2015 Duración: 12minUps! Hvor er arken? er en rigtig sammenkogt ret — en pan-europæisk animationsfilm fra Tyskland, Belgien, Luxemborg og Irland. Det handler om en lille flok fantasifulde dyr der bliver efterladt da Noahs ark sejler afsted og syndfloden sætter ind. Og selv om ideen ikke giver mening, selv om manuskriptet er ganske uopfindsomt, og selv om animationen langt fra kan måle sig med Pixar, Disney og de andre store drenge, så kunne Ups! Hvor er arken? også have været 100 gange værre... Og så slem er den nu heller ikke. Ups! Hvor er arken? udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 20. august. Hør mere om filmen i podcasten og læs mere om filmen på bloggen.
-
Ep. 102: Selma (2014)
21/08/2015 Duración: 13minSelma er et dokudrama der viser os 1960ernes borgerrettighedskampe indefra. Vi følger Martin Luther King (glimrende spillet af David Oyelowo), og så følger vi også optakten til den storstilede og symbolske fredsmarch fra den lille by Selma til Montgomery. Det er en meget vigtig historie at fortælle — ikke kun for amerikanerne, men for os alle sammen — og derfor er det også ærgerligt at Selma kommer til at fremstå lidt for fragmenteret og rodet. Værre er dog filmens frie forhold til virkelighedens fakta. Selma udkom på dansk blu-ray fra Disney d. 23. juli. Hør mere om filmen i podcasten og læs mere om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 101: The Second Best Exotic Marigold Hotel (2015)
19/08/2015 Duración: 11minThe Second Best Exotic Marigold Hotel er anden film i rækken om det lille hotel i Indien, hvis eneste gæster er en perlerække af ældre britiske skuespillere. Judi Dench, Maggie Smith, Bill Nighy nyder deres otium under varmere og mere eksotiske himmelstrøg, og det er rigtig sjovt og hyggeligt og faktisk enormt livsbekræftende at se at livet ikke slutter når man når pensionsalderen. Derfor er det også ærgerligt at anden halvdel af The Second Best Exotic Marigold Hotel går i stå og at instruktøren John Madden ikke formår at få kørt de relativt simple handlingstråde i hus. The Second Best Exotic Marigold Hotel udkom på dansk blu-ray fra 20th Century Fox d. 6. august. Hør mere om filmen i podcasten og læs mere om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 100: The Dead Lands (2014)
17/08/2015 Duración: 11minThe Dead Lands er noget så sjældent som en new zealandsk film om det stolte og kamplyste maori-folk. Som i en anden kungfu-film handler det om en ung kriger der skal ud og hævne klanen og forfædrenes ære, og som sådan er der ikke meget nyt at komme efter i The Dead Lands. Men kampscenerne er intense og forholdsvis blodige og så tæller den eksotiske maori-kultur og den uspolerede new zealandske natur også i filmens favør. The Dead Lands udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment d. 16. juli. Hør mere om filmen lige her, og læs mere om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 99: Insurgent (2015)
16/08/2015 Duración: 14minInsurgent er næste kapitel i Divergent-serien og den fortsætter lige præcis der hvor første film slap. De unge divergenter, Tris og Four, flyver rundt mellem de forskellige faktioner i håbet om at komme den onde Intelligentsia-isdronning til livs. Og ja, det her (post)apokalyptiske samfunds opbygning og problemer er præcis lige så fjollede og ulogiske som de var i første film. Alligevel formår Insurgent at køre historien længere ud på et sidespor. Selv om der er en god portion actionscener, så er de langt fra nok til at løfte filmen op fra dens middelmådige Hunger Games-kopistatus. Insurgent udkom på dansk blu-ray fra Nordisk Film d. 6. august. Hør mere om filmen i podcasten, og læs mere om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 98: X-Men: Days of Future Past (The Rogue Cut) (2015)
14/08/2015 Duración: 20minX-Men: Days of Future Past (The Rogue Cut) er angiveligt udkommet efter gevaldigt pres fra de mange X-Men-fans der var godt og grundigt skuffede over, at alle scenerne med Rogue (Anna Paquins superheltekarakter) var havnet på klippegulvet i den oprindelige biografudgave. Nu er den her så — 17-18 minutter længere — og det er ikke kun Rogue vi får lov til at se mere til. Faktisk kan det undre lidt at filmselskabet har valgt at kalde denne udgave for The Rogue Cut når der nu kun er 5-6 minutters ekstra materiale med bemeldte Rogue. Derfor er spørgsmålet så også — selvfølgelig — om en længere X-Men-film nødvendigvis er det samme som en bedre X-Men-film. X-Men: Days of Future Past (The Rogue Cut) udkom på dansk blu-ray fra 20th Century Fox d. 16. juli. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 97: Eventyret om Askepot (2015)
14/08/2015 Duración: 12minEventyret om Askepot er mest en genfortælling af Disney Askepot-tegnefilm fra 1950 — ikke Charles Perraults oprindelige eventyr. Men sikke en genfortælling! Shakespeare-teaterskuespilleren Kenneth Branagh instruerer Askepot som om den vitterligt er et Shakespeare-stykke — med svimlende kamerature, svulstig filmmusik og storladne sets og setpieces. Eventyret om Askepot er på alle måder en Disney-tegnefilm vakt til live som rigtig spillefilm, og den er både eventyrlig og fantastisk. Eventyret om Askepot udkom på dansk blu-ray fra Disney d. 30. juli. Hør anmeldelsen i podcasten og læs mere om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 96: Hjem (2015)
13/08/2015 Duración: 12minDreamWorks' nyeste animationsfilm, Hjem, handler om nogle frygtsomme, lilla rumvæsner der invaderer Jorden, fordi de er på flugt og gemmer sig for nogle andre og temmeligt aggressive rumvæsner. Og så handler Hjem selvfølgelig også om hvordan et af de her små fjollede rumvæsner møder en lille pige der er helt alene i verden. Og alt det er egentlig fint nok — og filmen ser også flot og farvestrålende ud — men Hjem føles også fra først til sidst som kalkuleret genbrug, uden at nogen af folkene bag filmen rigtig har troet på ideen. Hjem udkom på dansk 3D-blu-ray og almindelig blu-ray fra 20th Century Fox d. 30. juli. Hør mere om filmen i podcasten, og læs mere om blu-rayen på bloggen: http://www.filmblastpodcast.dk/2015/08/hjem-2015.html
-
Ep. 95: Albert (2015)
11/08/2015 Duración: 13minAlbert er en ny computeranimeret film baseret på Ole Lund Kirkegaards børnebog. Og så er det danske A.Film der står for løjerne — eller måske snarere: "gør et forsøg" på at stå for løjerne. Gør et forsøg på at få en ordentlig film ud af den anarkistiske Kirkegaards sprudlende sprogblomster. Resultatet er en blanding af stueren Far til fire-retrostemning, amerikaniseret plot og Disney-karakterdesign. Kun en mikroskopisk knivspids ren Albert er det blevet til. Desværre... Albert udkom på dansk blu-ray fra Disney d. 2. juli. Hør anmeldelse af filmen lige her, og læs mere om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 94: Project Almanac (2015)
10/08/2015 Duración: 13minProject Almanac er først og fremmest en tidsrejse-science fiction-film, men det er også en found footage-film optaget af en flok nørdede, sjove og charmerende teenagere. Og det er nok teenage-kærlighedskomedie-delen der fungerer bedst i Project Almanac, når alt kommer til alt. Tidsrejseparadokserne og tidsrejseproblemerne ignoreres totalt indtil filmens sidste 20 minutter, og derudover bryder filmen også samtlige regler for found footage-stilen. Project Almanac vil så gerne være smart og genial og sender konstant hilsner til andre men også langt bedre tidsrejsefilm. Uanset hvor gerne den end vil, så er det her ikke vor tids Tilbage til fremtiden. Project Almanac udkom på dansk blu-ray fra Paramount d. 2. juli. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 93: Mænd & høns (2015)
18/07/2015 Duración: 14minMænd & høns er skrevet og instrueret af Anders Thomas Jensen — og det er en ægte Anders Thomas Jensen-film — så den står på sort Monty Python-agtig humor, overdreven tegneserievold og virkeligt skæve karakterer. Mads Mikkelsen og David Dencik spiller hovedrollerne som brødrene Elias og Gabriel der tager til udkants-Danmark for at finde deres rigtige far — en mystisk videnskabsmand der har muret sig inde på et stort, forladt sanatorium. Mænd & høns er dansk film, når det er mest stiliseret og mest skruet OG BEDST! Mænd & høns udkom på dansk blu-ray fra Disney d. 11. juni. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 92: Big Eyes (2014)
16/07/2015 Duración: 12minBig Eyes er baseret på virkelige begivenheder, men også begivenheder som vil få enhver til at spærre øjnene op. Amy Adams og Christoph Waltz spiller hovedrollerne — hun er kunstneren der krænger sin inderste sjæl ud på lærrederne, han er charlatanen der sælger den selv samme kunst ikke til højestbydende men til laveste fællesnævner. Og tager al credit for dem. Big Eyes er kunstverdenens svar på historien om Ike og Tina Turner, og det er også Tim Burtons bedste film i over 10 år. Big Eyes udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 9. juli. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 91: The Gambler (2014)
14/07/2015 Duración: 10minThe Gambler er en rigtig gamblingfilm, en rigtig spille-film, kan man næsten sige. Mark Wahlberg spiller en ludoman der skylder en forfærdelig masse penge væk til forskellige gangstere. Men han er så også litteraturprofessor, og han er også født med en sølvske i munden. Desværre er han også hamrende usympatisk mod alt og alle, og uden ét eneste spor af menneskelighed, som man kan forholde sig til. Og dermed bliver The Gambler et skoleeksempel på en film, der har det hele — skuespillet er i orden, instruktionen og instruktørens vision er tydelig — men hvor manuskriptet også ødelægger det hele! The Gambler udkom på dansk blu-ray fra Paramount d. 4. juni. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 90: SvampeBob: En rigtig landkrabbe (2015)
12/07/2015 Duración: 12minSvampeBob: En rigtig landkrabbe byder på masser af syrede SvampeBob Firkant-fjollerier og vandede, visuelle jokes og gags. Ganske som vi kender det så godt fra Nickelodeons tegnefilmsserie. Og det er også i den form at SvampeBob-filmen fungerer bedst — når vi er under vandet og det handler om de kendte karakterer. Når filmen til gengæld prøver at spille med musklerne og være noget andet og mere, så bliver det underligt usjovt og tungt. Hele CGI- og live-action-delen er desværre et reelt antiklimaks. SvampeBob: En rigtig landkrabbe udkom på dansk 3D-blu-ray og almindelig blu-ray fra Paramount d. 9. juli. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 89: Kingsman: The Secret Service (2014)
11/07/2015 Duración: 12minKingsman: The Secret Service er en vild og vanvittig actionfilm om britiske spioner med stil og manerer — og så også en ordentlig røvfuld seje gadgets. Det er skæg og ballade, det er James Bond møder X-Men møder Austin Powers. Og der vil være scener som får dig til at sidde tilbage med åben mund og polypper. Men Kingsman er også sådan en film, der sætter sig pladask mellem ikke to stole, men mellem en hel sofagruppe. Og den gør det ovenikøbet ret så larmende! Kingsman: The Secret Service udkom på dansk blu-ray fra 20th Century Fox d. 2. juli. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 88: Californication sæson 2 (2008)
04/07/2015 Duración: 12minSamtlige sæsoner af den sexfikserede tv-serie Californication udkom på dansk blu-ray i april, og den ryger igennem Filmblast Podcast over de næste måneder. Nu er tiden så kommet til at kigge lidt nærmere på sæson 2. Californication handler i den grad stadig om sex, drugs og rock'n'roll, men på et ret uskyldigt komedieplan. Hovedkarakteren Hank Moody forsvinder nærmest ud af historien, mens fokus rettes mod hans agent, den kvabsede Charlie Runkle. Californication sæson 2 sender masser af hilsner til The Great Gatsby, men ender som en hysterisk voksenudgave af American Pie. Californication udkom i en fin samlet blu-ray-boks fra Paramount tilbage i april. Hør mere om anden sæson i podcasten og læs om blu-ray-boksen på bloggen.
-
Ep. 87: Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed (2014)
03/07/2015 Duración: 13minI Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed tager Ben Stiller og de skøre voksdukker på udflugt til British Museum i London. Men det er ikke så sjovt, som det burde være. Det er heller ikke så spændende, som det burde være. Til gengæld er det rodet og ufokuseret og mekanisk, og virvaret af farverige karakterer kommer slet ikke til deres ret. Den finesse man forventer af en moderne børne- og familiefilm finder man ikke i Nat på museet 3. Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed udkom på dansk blu-ray fra 20th Century Fox d. 25. juni. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 86: Vice (2015)
30/06/2015 Duración: 13minAt dømme efter coveret er Vice en neo-noir-agtig science fiction-film, en vor tids Blade Runner: Det handler om androider der er mere menneskelige end menneskene selv, det handler om en stor corporation der udvikler og ejer de her androider, og så handler det om en den lurvede politimand der skal indfange den ene androide der får forvildet sig ud i den virkelige verden. Vice planker alt fra Blade Runner og tager også på rundtur til andre science fiction-film, nye som gamle. Og resultatet er skuffende, pivringe og fuldkommen forglemmeligt. Vice udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 25. juni. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 85: Tracers (2015)
23/06/2015 Duración: 09minTracers har Taylor Lautner i hovedrollen som et cykelbud der bliver draget af en gruppe parkour-udøvere. Det lyder rigtig fjollet, og det burde ikke fungere, men det gør det så på en eller anden måde alligevel. Tracers er nok klichéfyldt, men den er også charmerende og uskyldig på den dér 80er-agtige måde. Derudover har den flere fede parkour-stunt-scener, og så er den optaget on location på gaden i New York. Tracers udkom på dansk blu-ray fra Nordisk Film d. 21. maj. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.