Sinopsis
Velkommen til Filmblast Podcast. Her kan du høre anmeldelser af alle de nyeste film på dansk blu-ray. Din vært: Martin Houlind.
Episodios
-
Ep. 65: Homeland sæson 1 (2011)
02/05/2015 Duración: 12minDe første fire sæsoner af thriller-dramaet Homeland er netop udkommet i en fin lille boks på dansk blu-ray, og den ryger igennem Filmblast Podcast over de næste måneder. Vi starter med sæson 1 fra 2011. Homeland er en højspændt men også seriøs serie om CIA's jagt på en terrorist på amerikansk jord. Den har Claire Danes og Daien Lewis øverst på rollelisten; hun spiller en CIA-agent med ar på sjælen — han spiller en marinesoldat hjemvendt fra Irak med ar på sjælen. Homeland er en feminin udgave af en anden Fox-tv-serie, 24 timer (2001-2010), iblandet lidt nordic noir og skandinavisk tristesse. Homeland sæson 1-4 er som nævnt lige udkommet i en fin samlet blu-ray-boks fra 20th Century Fox. Hør mere om tv-serien i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 63: Serena (2014)
26/04/2015 Duración: 12minSerena er på papiret en nærmest fuldkommen vinderfilm. Instrueret af Susanne Bier. Med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i hovedrollerne. Et historisk melodrama. Om den amerikanske drøm – og særligt bagsiden ved den amerikanske drøm. Om magtkampen mellem mænd og kvinder. Om naturens storheld og tabet af uskyld. Osv. osv. På papiret er Serena en fuldkommen vinderfilm, men noget er gået grueligt galt i processen og det hele klasker sammen som en forfærdelig usammenhængende og kedelig film. En regulær fiasko. Serena udkom på dansk blu-ray fra Nordisk Film d. 16. april. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 62: A Good Man (2014)
23/04/2015 Duración: 10minA Good Man er noget så sjældent og eksotisk som en rumænsk omgang anime action. Eller sådan føles den i hvert fald. Når den er bedst. På godt og ondt. Steven Seagal spiller en ex-elitesoldat der tager kampen op mod nogle uhyggelige gangstertyper et sted i Østeuropa. Mere behøver man egentlig ikke at vide. Andet end at Seagal selv tydeligvis er rundet de 63, og at rollen han skal spille klart er skrevet til en mand der er i hvert fald 20 år yngre... A Good Man udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 16. april. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 61: Late Phases (2014)
22/04/2015 Duración: 11minLate Phases er en amerikansk varulvefilm af den helt gamle skole — uden CGI-effekter men med praktiske effekter i form af en mand i et pelset kostume, der render rundt og spreder skræk og rædsel i et beskyttet pensionist-kvarter over there. Det lugter af 80er-monsterfilm med masser af overdrivelser, ironi og gang i den — det er også det indtryk man kan få af coveret — og derfor ender Late Phases da også med at skuffe ganske fælt. Der er nemlig langt fra særlig meget gang i den, ikke før til allersidst i hvert fald. Og så ligner varulvekostumet det som det reelt er: Et varulvekostume. Late Phases udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment d. 16. april. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 60: Californication sæson 1 (2007)
17/04/2015 Duración: 13minSamtlige sæsoner af den sexfikserede tv-serie Californication er netop udkommet på dansk blu-ray, og den ryger igennem Filmblast Podcast over de næste måneder, startende med sæson 1 fra 2007. David Duchovny spiller den allestedsnærværende hovedrolle som den afdankede undergrundsforfatter Hank Moody — og Californication er på papiret lige så loose og dejlig sarkastisk som sin hovedkarakter. Serien handler om samspilsramte familier, parforhold der sejler og ikke mindst sex — masser af sex! Californication blev nemlig sendt på den amerikanske kabel-tv-station, Showtime, hvilket betød at forfatterne og producenterne rigtig kunne gå til den. Og det gør de så også. Til en hvis grad i hvert fald... Californication er netop udkommet i en fin samlet blu-ray-boks fra Paramount. Hør mere om tv-serien i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 59: The Homesman (2014)
13/04/2015 Duración: 11minThe Homesman er skrevet, instrueret og produceret af Tommy Lee Jones. Og så spiller han også med over for Hilary Swank. Filmen er mest af alt en form for western — der er heste, hestevogne, cowboyhatte, indianere, seksløbere med — men den føles langt fra westernagtig. The Homesman handler nemlig først og fremmest om kvinder der bukker under for det hårde liv langt ude på prærien. Den er en western set med socialrealistiske kvindeøjne. Desværre er den også ret kedelig... The Homesman udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 9. april. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 58: Der 7bte Zwerg (2014)
10/04/2015 Duración: 11minDer 7bte Zwerg hedder på dansk Den 7nde dværg og er en ganske forfærdelig computeranimeret eventyrfilm bygget over Tornerose, men som låner og stjæler alt hvad remmer og tøj kan holde fra f.eks. Disneys Frozen og Dreamworks' Shrek. Vi får også et arsenal af forglemmelige og irriterende originale sange, der til gengæld formår at trække spilletiden til det utilgivelige. Den 7nde dværg er en af de få nyere børnefilm der kun varer 87 minutter, men som først rigtig kommer igang 30-40 minutter inde i filmen. Den 7nde dværg udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 23. marts. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 57: Halo: Nightfall (2014)
10/04/2015 Duración: 12minPå coveret ligner Halo: Nightfall til forveksling en rigtig spillefilm — ovenikøbet fra executive producer Sir Ridley Scott, kan man jo se. Men tag ikke fejl! Der er ikke tale om en regulær film, men om en webserie i fem afsnit, som nu er blevet klistret sammen og udgivet som en "film". Uden på nogen måde at være ekspert i first-person shooter'en Halo (som har huseret i mange inkarnationer på X-Box og almindelige pc'ere siden 2001), tør jeg godt hævde, at filmen/webserien her ikke vinder nye fans over. Jeg er også ret sikker på, at alle dem der har spillet et eller flere Halo-spil også vil være relativt skuffede over de kiksede CGI-effekter og manglen på action. Vi andre — os der ikke kender noget som helst til Halo-universet — kan bare nøjes med at himle med øjnene over det minimale plot og de kedelige, intetsigende karakterer. Halo: Nightfall udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment d. 19. marts. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 56: [REC] 4: Apocalypse (2014)
27/03/2015 Duración: 11min[REC] 4 er udstyret med den fantastisk misvisende undertitel Apocalypse. Filmen handler nemlig langt fra om dommedag, men er bare endnu et kapitel i den fortsatte [REC]-serie. Denne her sequel foregår på et skib, hvor de ganske få overlevende fra de tre første films zombievirusangreb holdes isolerede. Og det er faktisk ikke nogen dårlig idé til at køre sagaen videre. [REC] 4 vækker mindelser om gyserklassikere som Ridley Scotts Alien og John Carpenters The Thing, men ender som en bleg og blodfattig udgave af en Resident Evil-klon med alt for lidt plot der bliver alt for rodet fortalt — og med ALT for meget shaky-cam! [REC] 4: Apocalypse udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment d. 24. marts. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 55: The Hunger Games: Mockingjay — Part 1 (2014)
25/03/2015 Duración: 14minThe Hunger Games: Mockingjay — Part 1 er første del af tredje og sidste del af historien om teenagepigen Katniss, der kommer til at stå i spidsen for en større oprørsbevægelse i den dystopiske fremtidsudgave af USA kaldet Panem. Og på trods af at alting vitterligt er op ad bakke — med tydelige økonomiske kompromiser, fortællemæssigt kluddermor og en stærkt begrænset portion girlpower — så ender Mockingjay — Part 1 faktisk med at være den bedste film i Hunger Games-serien indtil videre. Mockingjay — Part 1 udkom på dansk blu-ray fra Nordisk Film d. 13. marts. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 54: The Good Lie (2014)
20/03/2015 Duración: 12minThe Good Lie har Reese Witherspoons ansigt på coveret og øverst på rollelisten, selv om hun langt fra spiller hovedrollen her. The Good Lie handler tværtimod om en gruppe unge flygtninge der rejser fra Sudan til USA — det er en vigtig, humanitær historie at fortælle i en forholdsvis mainstreamfilm, så den kan nå ud til et bredt publikum. Derfor er det også så meget desto mere ærgerligt at The Good Lie er uspændende og usammenhængende fortalt. Der er alt for mange karakterer, der er alt for lidt plot og filmen har store problemer med at skabe den altafgørende vigtige relation mellem seerne og de sudanske flygtninge. The Good Lie udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 19. marts. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 53: The Captive (2014)
12/03/2015 Duración: 11minThe Captive har Ryan Reynolds og Mireille Enos i hovedrollerne som ægteparret hvis lille pige bliver kidnappet, og hvis forhold går fuldstændig i spåner i årene efter kidnapningen. The Captive er som Atom Egoyans andre film stemningsfuld og stilet — en er kold og kølig, ikke mindst fordi den foregår i Canada, og der er masser af sne alle vegne. Det er ren nordic noir, men altså sat i Canada. Desværre er filmen, som andre af Egoyans film også fragmenteret og forvirrende fortalt — her tilsyneladende alene for at dække over hullerne i det alt for banale og alt for klichetunge plot. The Captive udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 12. marts. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 52: These Final Hours (2013)
10/03/2015 Duración: 12minThese Final Hours er en grum film, der starter da der vitterligt kun er 12 timer tilbage til verdens undergang, og som handler om folks forskellige — men oftest meget negative — reaktioner på den overhængende apokalypse. Og det fantastiske er at på trods af at historien om dommedag er fortalt masser af gange før i amerikanske film og tv-serier, så fremstår These Final Hours som frisk og dynamisk og ikke mindst dejlig quirky på den dér australske og ikke-Hollywood-agtige måde. These Final Hours udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment d. 5. marts. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 51: Boys of Abu Ghraib (2014)
05/03/2015 Duración: 11minBoys of Abu Ghraib er inspireret af de virkelige rædsler som foregik i Abu Ghraib-fængslet i Irak. De forfærdelige billeder af amerikanske fangevogteres umenneskelige behandling og tortur af krigsfangerne gik verden rundt tilbage i 2004, og soldaterne har fået deres straf. Og her kommer så Luke Morans krigsdrama, Boys of Abu Ghraib der godt nok er ren fiktion, men som ikke desto mindre søger at afdække årsagerne til at det måske kunne gå så galt. Derfor er det også yderst kritisabelt, at filmen fejler i formidlingen af soldaternes smerte, krigens gru og — ikke mindst — af selve begivenhederne i Abu Ghraib. Denne her film er ganske enkelt ikke ond nok. Boys of Abu Ghraib udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment i februar. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 50: Playing it Cool (2014)
26/02/2015 Duración: 11minPlaying it Cool er en sød og sjov kærlighedskomedie med Chris Evans og Michelle Monaghan i hovedrollerne. Og så vil den også så gerne være både intelligent og selvbevidst og meta-agtig på den dér cool, postmoderne, filmnørdeagtige måde. Men det der fungerer bedst i filmen er noget så gammeldags som Chris Evans' charmerende selvironi og Michelle Monaghans søde smil. Playing it Cool udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 12. februar. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 49: Gone Girl (2014)
24/02/2015 Duración: 12minGone Girl eller på godt og trægt dansk Kvinden der forsvandt har Ben Affleck og Rosamund Pike i de to hovedroller som ægteparret Nick og Amy Dunne i David Finchers fortættede og suspense-ladede mordmysterium af en thriller. Gone Girl er stemningsfuld, den er ond, den er stilet og lækkert skudt, og så har den et dejligt dystert glimt i øjet. Den er — med andre ord — også en David Fincher tilbage i topform. Gone Girl udkommer på dansk blu-ray fra 20th Century Fox d. 26. februar. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 48: And So It Goes (2014)
17/02/2015 Duración: 11minRob Reiners nyeste film And So It Goes hedder på dansk Det er aldrig for sent — men det er måske lige præcis det det er i denne her ret anstrengte og klichefyldte kærlighedskomedie, der har Michael Douglas og Diane Keaton i hovedrollerne, som to 60-årige bedsteforældretyper, der trods alle odds lige så stille bliver forelskede... Netop Michael Douglas og Diane Keaton er det bedste ved filmen her — når de vel at mærke spiller naturligt og stille og roligt, for så føler man sig i rigtig godt feel-good selskab. Problemet er at det sker meget sjældent i Det er aldrig for sent. Det er aldrig for sent udkommer på dansk blu-ray fra Scanbox d. 19. februar. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 47: Let's Be Cops (2014)
15/02/2015 Duración: 11minLet's Be Cops er mest af alt en fjollet actionkomedie om to 30-årige tabere, som klæder sig ud som politimænd fra LAPD og finder ud af at det faktisk er ret så fedt! Politiuniformen åbner en verden af nye muligheder i form af respekt, masser af fede guns og gadgets og selvfølgelig massevis af kvinder der kaster sig i armene på de to gutter. Der er sjov i gaden, masser af (platte!!!) jokes, og en form for minimalt actionplot til at kæde det hele sammen. Men der er også en halvdårlig smag i munden bagefter, fordi Let's Be Cops kommer i kølvandet på flere sager om politiovergreb i USA, ikke mindst i LAPD. Let's Be Cops udkom på dansk blu-ray fra 20th Century Fox d. 5. februar. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 46: Colt 45 (2014)
11/02/2015 Duración: 11minColt 45 er en fransk action-thriller om hårdkogte og indebrændte elitestrømere og anti-terror units og internt splid i de mange special- og undercover-afdelinger. Og der er også noget med nogle gangstere. Og der er også også noget om nogle specielle patroner som kan smadre skudsikre politiveste til ukendelighed. Det hele er mere speget end godt er, og Colt 45 ender derfor også som en halvkedelig og mere eller mindre uforståelig politifilm. Den er glemt før den er færdig — og med en spilletid på omtrent 77 minutter, så er den nærmest færdig, før den får begyndt. Colt 45 udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment i januar. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.
-
Ep. 45: Dawn of the Planet of the Apes (2014)
10/02/2015 Duración: 12minAbernes planet: Revolutionen er den 8. og indtil videre sidste film i den lange abe-franchise der startede tilbage i 1968. Denne sidste film i rækken er først og fremmest en kulmination på udviklingen inden for special effects og CGI-effekter, for aldrig har aberne set mere livagtige ud i al deres computeranimerede naturlige skønhed. Men Abernes planet: Revolutionen er også meget skabelonsagtig og træg — ikke mindst i det forudsigelige plot og persongalleri. Den 27. november sidste år udkom Abernes planet: Revolutionen på stand-alone blu-ray (med og uden 3D) samt i et nyt blu-ray-bokssæt fra 20th Century Fox. Primal Collection, som boksen hedder, indeholder alle otte Abernes planet-film, inkl. Tim Burtons genindspilning af den originale 1968'er-film og altså også de to nyeste abefilm. Hør mere om filmen i podcasten og læs om blu-rayen på bloggen.